Hvorfor er guiden vigtig?
Behovet og potentialet for AI-produkter er stort i sundhedsvæsenet.
Veludviklede produkter kan hjælpe med at forbedre patientplejen, optimere arbejdsgangene og reducere omkostningerne i fremtidens sundhedsvæsen. Til gavn for både klinikere og patienter.
Men alt for få igangsatte AI-projekter bliver implementeret efter udviklingsfasen. Det er et stort klinisk problem, men det er også dyrt for samfundet, og det belaster sundhedsøkonomien. Denne guide skal lette rejsen mod bæredygtige og langtidsholdbare AI-produkter.
Hvem er målgruppen?
Målgruppen er klinikere, forskere, virksomhedsrepræsentanter og andre inden for sundhedsvæsenet, der ønsker at udvikle, implementere og skalere et AI-produkt.
At udvikle AI-produkter af høj kvalitet til sundhedsvæsenet kræver, at klinikere, forskere og virksomheder samarbejder i en innovativ proces, og at samarbejdet tager udgangspunkt i et veldefineret behov og et fælles mål: et AI-produkt, der letter arbejdet i klinikken.
-
Er du i gang med et AI-projekt inden for sundhedsområdet?
-
Skal projektet udmunde i et patientnært beslutningsstøtteværkstøj?
-
Samarbejder I på tværs af det offentlige og det private?
-
Ønsker I at tage jeres projekt hele vejen fra idé til skalering?
Hvis du kan svare ja til et af disse spørgsmål, er AI-rejsen til dig.
Hvordan bruges guiden?
AI-rejsen gennemgår den snørklede og komplicerede vej fra idé til indkøb, implementering og drift af et AI-produkt. Guiden skitserer det ideelle forløb, men ruten er sjældent snorlige. Lokale forhold kan også påvirke rækkefølgen af handlinger og involveringen af aktører.
AI-rejsen skal betragtes som en dynamisk guide. Den kan anvendes fleksibelt, og delene må løbende tilpasses, efterhånden som evidensgrundlaget og erfaringerne på området vokser.